Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

”Vi skal være bedre til at passe på dem, der passer på os.”

Regeringen præsenterede sine målsætninger for de kommende trepartsforhandlinger om højere løn til offentligt ansatte.

Publiceret: 

26. september 2023

Senest opdateret: 

23. februar 2024

Af:

Af Mathilde Nyfos Ebbesen

mne@dsr.dk
sy7-2022_virksomhedsoraade_grete-christensen

Trepartsforhandlingerne om bl.a. sygeplejerskernes løn blev skudt i gang ved et pressemøde i Finansministeriet mandag. Her fremlagde finansminister Nicolai Wammen (S), sundhedsminister Sofie Løhde (V) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) udsigten til at fire faggrupper, herunder sygeplejerskerne, kan få et lønløft på 2500 kr. – hvis de altså vil gå fuldtid og arbejde på flere skæve tidspunkter.

Med ordene: ”Vi skal være bedre til at passe på dem, der passer på os”, slog Nicolai Wammen fast, at regeringens mål er at gøre det mere attraktivt at være sygeplejerske i sundhedsvæsenet.

Det er Grete Christensen enig i, og er samtidig tilfreds med udmeldingen, fordi det er første gang, hun har oplevet en regering, der aktivt vil løfte sygeplejerskernes løn:

”Det er første gang, jeg ser en regering, der rent faktisk går til handling på at afsætte ekstra midler til, at man lønmæssigt kan kompensere for de udfordringer, der er i sundhedsvæsenet. Det er godt set, og jeg håber virkelig, at vi med det her kan være med til at løse nogle af de store udfordringer, der er i sundhedsvæsenet.”

DSR’s formand ser nu frem til trepartsforhandlingerne:

”Vi har kæmpet for det her i rigtig mange år. Vi er ikke i mål endnu, men vi er et skridt på vejen. Jeg er klar til at gå ind i forhandlingerne og finde nogle løsninger, sygeplejerskerne også kan se sig selv i”, siger Grete Christensen.

Hun pointerer samtidig, at trepartsforhandlingerne ikke kan ses isoleret men skal ses i sammenhæng med de normale overenskomstforhandlinger der kommer bagefter.

”Sygeplejerskernes løn er et væsentligt element i at få sygeplejersker til at vende tilbage til sundhedsvæsenet og til at blive. Det vil være omdrejningspunktet, når vi går ind til forhandlingerne i Finansministeriet.”