Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Opret et fagligt selskab

Et fagligt selskab kan oprettes og godkendes af Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse, når 100 aktive medlemmer fremsætter en begrundet anmodning.

Opret et fagligt selskab?

Her kommer nogle ideer til, hvad I skal overveje, hvis I vil oprette et fagligt selskab i DSR;

Start med en anmodning

Er du medlem af DSR og har du en god ide til et fagligt selskab, kan du sende en anmodning om oprettelse. Det er nødvendigt, at anmodningen skal understøttes af mindst 100 aktive medlemmer af DSR. De skal skrive sig på en medlemsliste med navn, mail og DSR medlemsnummer, som I som initiativtagere administrerer under ansvar i forhold til GDPR reglerne og deler med DSR, når I ansøger om oprettelse af det faglige selskab.

Oprettelsen skal indeholde følgende overvejelser;

  • Baggrund for ønske om oprettelse at det nye faglige selskab
  • En beskrivelse at selskabets formål
  • En vurdering af hvor mange sygeplejersker, der forventes som medlemmer

Efterfølgende inviteres du og de øvrige initiativtagere til møde i DSR, hvor I har mulighed for at uddybe anmodningen og hvor I får en gennemgang af de praktiske opgaver, der er i forbindelse med oprettelsen af det nye faglige selskab.

For at anmodningen kan godkendes, skal den rummes inden for et eller flere af de fire virksomhedsområder;

  1. At udføre sygepleje
  2. At lede og koordinere sygepleje
  3. At formidle sygepleje
  4. At udvikle sygepleje

Efterfølgende sender DSR anmodningen til kommentering hos de eksisterende faglige selskaber med henblik på at følge op på, at der ikke allerede er et fagligt selskab, der varetager det pågældende område.

De faglige selskabers navn

Fællesbetegnelsen er "Fagligt Selskab for ……" efterfulgt af et eller så få ord som muligt, der er betegnende for den interesse, som det faglige selskab samles om. Derudover skal ordet sygeplejerske indgå i navnet.

Navnet skal signalere, at det er et professionelt selskab for sygeplejersker.

Stiftende generalforsamling

DSR afholder eventuelle lokaleudgifter og forplejning ved den stiftende generalforsamling.

Bestyrelsen kan vælges ved forudgående urafstemning eller på den stiftende generalforsamling.

DSR tilbyder hjælp og vejledning til afholdelsen og kan fx hjælpe med mailliste til mulige interesserede medlemsgrupper. 

Vedtægter

Det faglige selskab udarbejder selv vedtægter. Vedtægterne må ikke stride mod DSR's love.

Vedtægterne skal efterfølgende sendes til DSR til orientering. Når den stiftende generalforsamling er afholdt, sender det faglige selskab besked til DSR om bestyrelsens konstituering.

Forslag til udarbejdelse af vedtægter 

Det faglige selskab har selv mulighed for at udforme egne vedtægter i overensstemmelse med medlemmernes ønsker.

Det er en forudsætning, at det faglige selskab i sin vedtægt følger;

  • DSR's hovedbestyrelses godkendte formålsbestemmelse, herunder medlemsgrundlaget for det faglige selskab
  • At det faglige selskab har en foreningsstruktur med en valgt bestyrelse på mindst 5 medlemmer og en generalforsamling, der kan træffe beslutning om blandt andet kontingentforhold

Se forslag til vedtægter her

Samarbejdsaftale

Der indgås en samarbejdsaftale mellem de enkelte faglige selskaber og DSR. 

Se forslag til samarbejdsaftale her (afventer medio maj måned 2024)

Dansk Sygeplejeråd tilbyder de faglige selskaber

  • Hjælp og vejledning til hvordan generalforsamlingen kan afholdes
  • Hjælpe med mailliste til mulige interesserede medlemsgrupper 
  • Adgang til at benytte DSR's mødelokaler til bestyrelsesmøde i det omfang, der er ledige lokaler til rådighed
  • Hjælp til at få en medlemsliste over det faglige selskabs medlemmer én gang årligt
  • At søge økonomiske midler til internationalt samarbejde

Egen hjemmeside på DSR.dk

De faglige selskaber får en hjemmeside stillet til rådighed på DSR's hjemmesideportal inklusiv vejledning i brug af den. Her kan det faglige selskab fx skrive, hvad de arbejder for, hvilke rammer der er omkring selskabet og hvem der sidder i bestyrelsen.

På DSR's hjemmeside er der en oversigt over de faglige selskaber med link til det enkelte faglige selskabs egen hjemmeside.

Økonomisk tilskud til samarbejde med faglige foreninger for sygeplejersker i udlandet

De faglige selskaber kan indgå samarbejde med internationale organisationer med lignende foreninger for sygeplejersker i udlandet.

DSR yder i et vist omfang økonomisk støtte til arbejdet, når DSR's  politiske ledelse har godkendt samarbejdet.

Når et nyt samarbejde er godkendt, modtager det faglige selskab tilskud for det første år.

De faglige selskaber skal hvert år inden den 1. marts sende en kort beretning og regnskab vedrørende samarbejdet til DSR, konsulent, Lene Schade Jensen på lsj@dsr.dk.

Beretningen skal indeholde en kort beskrivelse af;

  • Oversigt over mødeaktiviteter
  • Vedtægtsændringer
  • Repræsentation
  • Faglige hovedspørgsmål
  • Aktiviteter

Når DSR har modtaget den årlige beretning og regnskab fra det foregående års aktivitet, udbetales økonomisk støtte til det næste års aktiviteter.

Den økonomiske støtte pristalsreguleres én gang årligt.

De faglige selskaber tilbagemeldinger til DSR

  • Navne- og adresselister over bestyrelsens medlemmer samt suppleanter efter hvert nyvalg. Brug skemaet og send det til DSR's Medlemskab ved konsulent, Lene Schade Jensen, lsj@dsr.dk 
  • Løbende orientering om ændringer i bestyrelsens sammensætning med navne og medlemsnummer sendes til DSR's Medlemskab konsulent, Lene Schade Jensen på lsj@dsr.dk. Brug gerne dette skema.

Nedlæggelse af et fagligt selskab

Hvis der ikke kan vælges en bestyrelse for et faglig selskab, kan der ske følgende;

  • Selskabet nedlægges efter hovedbestyrelsens beslut­ning
  • Det faglige selskabs generalforsamling kan begære det faglige selskab nedlagt overfor hovedbestyrelsen, når 2/3 af de afgivne stemmer er for nedlæggelse af det faglige selskab

I tilfælde af opløsning hviler det faglige selskabs eventuelle formue i DSR, og såfremt sammenslutningen genopstår inden for 5 år fra opløsningsdato, tilfalder den eventuelle formue det nye faglige selskab.

I modsat fald tilfalder den eventuelle for­mue den, som selskabet henviser til i vedtægterne.

Såfremt det faglige selskab er fondsejer, skal der tilføjelse til vedtægten, hvilke forholdsregler der skal gælde fonden i tilfælde af det faglige selskabs opløsning.